Ny konsulent virksomhed med lodret vækstkurve
06.02.2025
Sebastian Dall er uddannet elinstallatør. Martin Edlund Jensen er egentlig uddannet tømrer. I dag ejer og driver de sammen konsulentvirksomheden SD+, der på kort tid er blevet en af byggebranchens velkendte sparringspartnere, når store og komplekse projekter kalder på fornyet overblik og teknisk projektledelse.
Virksomheden huser på nuværende tidspunkt 40 konsulenter med alsidig og bred erfaring inden for alle slags tekniske installationer og er repræsenteret på flere byggepladser på Sjælland. Senest afleverede SD+ deres indsats på byggeriet på Holm 8 til AP Pension. Nu gælder det, blandt andre byggeprojekter, store pharmaprojekter i Kalundborg.
Fra soloselvstændige til kompagnoner
Sebastian Dall passede egentlig bare sit arbejde som konsulent på et stort byggeri i København i februar måned 2024. Han stod for ibrugtagningstilladelser til kommunen og havde været i arbejdstøjet i 14 dage, da han blev bedt om at assistere den eksisterende projektledelse på tid og mandskab. Martin Edlund, derimod, var blevet mæt af konsulentbranchen og kørte derfor rundt og passede sit ejendomsselskab efter et år som indlejet konsulent, da telefonen pludselig ringede. I den anden ende af røret var Sebastian Dall, som ringede til en fjern kollega i branchen, som han kendte for sin faglighed og menneskelige kompetence, men som han ikke tidligere havde arbejdet sammen med.
Til trods for at Martin Edlund Jensen ikke vidste noget om stikkontakter og ventilationsrør, så var Sebastian Dall overbevist om, at han kunne drive arbejdsprocessen på præcis det område fremad. En del af forklaringen på den vækst, SD+ oplever netop nu, skal netop findes i den måde, der holdsættes på.
”Du kan hyre de bedste folk ind og du kan ringe til alle eksperterne. Men hvis de indbyrdes ikke kan sammen, så nytter det jo ikke noget, at de er ekstremt dygtige på deres felt. Ofte er det faktisk ikke en el-ingeniør, der skal lede et el-projekt, er min erfaring. Ingeniøren ved om kablet skal være rundt, firkantet eller trekantet, men det at få folk til at arbejde sammen, snakke sammen og løbe i den rigtige retning imens – dét var jeg overbevist om, Martin kunne få til at ske!”
Derefter gjaldt det tidsplanen. For det gør det ofte, når entreprenøren skal bruge assistance på komplekse projekter, der kalder på sparring op mod afleveringsdatoen.
”Nogen sætter sig måske på et kontor, når de laver en tidsplan. Det ville da give mening i hvert fald. Men jeg gik rundt i bygningen hele natten den torsdag og så mig omkring, så på hver stikkontakt, der så trist ud. Og så kørte jeg hjem, lagde hjernen i de rette folder og så afleverede jeg en tidsplan mandag morgen. Og den holdt.”
Og således gik det til at Sebastian Dall blev entreprisechef over en weekend og at Martin Edlund Jensen vendte tilbage til konsulentbranchen. Det var dog kun den spæde begyndelse på et varigt samarbejde, skulle det vise sig.
Barnsben og brikjuice
De er begge fra den samme lille by på Vestsjælland, Herrestrup, der i dag tæller 241 indbyggere og er beliggende i Odsherred Kommune. Sebastian Dall er 37 år og Martin Edlund Jensen er 44 år. De er også begge gift og familiefædre. Gennem det første års tid som kompagnoner i SD+ er de også blevet venner. Faktisk kendte de hinanden som børn, men på grund af aldersforskellen fik de først noget at gøre med hinanden senere i livet og i professionel sammenhæng.
”Når vi spillede fodbold og ellers rendte rundt og lavede unoder, som man nu gør som barn, så kan jeg godt huske Martin. Men jeg var 12 år og han var 18 år. Jeg fik mig en brikjuice, imens Martin knappede en øl op. Altså ham turde man jo ikke snakke med,” siger Sebastian Dall, imens Martin Edlund Jensen erindrer, at han også måtte krydse vejen, imens Sebastian Dall stadig skulle gå under tunnelen.
Siden da forblev de i hinandens periferi, da de dog havde konsulentbranchen og håndværksfaget til fælles. De havde aldrig drukket så meget som en kop kaffe sammen, men var vidende om hinandens evner og omdømme.
”Jeg kendte dig jo ikke rigtigt – men din faglighed, den trak sgu i mig!” siger Martin Edlund Jensen om Sebastian, der griber den i luften og tilføjer ”jamen vi trak nok i hinanden på den måde. Og så gider jeg heller ikke sige flere pæne ting om den mand.”
Gensidig respekt og sympati – hvad ellers?
Sebastian Dall drev i forvejen SD Consult og havde gennem 10 år opbygget det enorme netværk og den goodwill, som han varetog alene. Efterspørgslen var efterhånden så stor, at Martin Edlund Jensen foreslog ham at udvide forretningen. Særligt da han så, hvordan Sebastian Dall arbejdede, når han holdsatte, ledte og fordelte og fremskrev de problematikker, som kan sænke et byggeri igen og igen. Og resten er historie, kan man fristes til at sige. Martin Edlund Jensen havde appetit på konsulentbranchen igen, men denne gang på den anden side af bordet og i samarbejdet med Sebastian Dall. Det blev til SD+ i foråret 2024. Og med Martin Edlund Jensens mangeårige erfaring som iværksætter og virksomhedsejer var det ikke vanskeligt at fordele arbejdsopgaverne i mellem dem.
”SD+ bygger på Sebastians netværk, det er der slet ingen tvivl om. Jeg kan alt det, der foregår på kontoret og som ingen kan undvære, hvis de vil drive en virksomhed med mere end én ansat. Jeg sørger for at butikken virker, imens Sebastian render rundt og mærker bygninger, som han siger,” lyder det fra Martin Edlund Jensen, imens de begge to læner sig tilbage i det fælles latterbrøl, der er karakteristisk for dem og deres samarbejde.
For det at ”mærke en bygning” er faktisk et redskab, SD+ bruger aktivt.
”Kig nu på de mennesker, der går rundt på pladsen. Mærk stedet. Det kan slet ikke svare sig ikke at tage sig tiden til at forstå, hvorfor tingene er kørt i hårdknude på et byggeprojekt. Det er helt ufravigeligt for mig og de konsulenter, jeg sætter på en opgave; jeg vil have, at de skal forstå sammenhængskraften og problematikken i dybden før, vi kaster tal og datoer efter folk.”
Ved fælles indsats
De to supplerer også hinanden, når det kommer til forcer og svagheder.
”Martin kan alt det, jeg ikke kan. Og omvendt. Vi udfordrer hinanden og vi skændes som et gammelt ægtepar og så mødes vi et sted på midten til sidst. Og så kan vi da også godt holde hinanden ud i øvrigt,” siger Sebastian Dall, imens Martin Edlund Jensen tilføjer ”ja, på udvalgte dage,” og snakken fortoner sig endnu engang i grin.
Men det er faktisk sådan, det er.
SD+ findes i dag som resultat af lige dele efterspørgsel, virketrang, gensidig, faglig respekt og en udtalt sympati for hinanden. Og det er formentlig dét, der også tiltrækker de konsulenter, der trækker i arbejdstøjet med plusset på ryggen.
”Hvis man ikke er glad, når man går på arbejde, så skal man gøre noget andet. Sådan har vi det selv og sådan skal vores konsulenter også have det. Alle kan selvfølgelig have en dårlig dag eller være presset på et projekt, men den gensidige respekt for hinandens kompetencer og for mennesket under hjelmen, den skal være intakt – altid,” lyder det fra Martin Edlund Jensen.
Og Sebastian Dall er enig og sådan ender det som regel.
Ved årsskiftet talte SD+ foruden 35 konsulenter en kreativ projektleder, en projektassistent, en økonomidirektør og en kommunikationschef.
Virksomheden har kontorlokaler i Holbæk og Kalundborg udvider med kontorlokaler i Asnæs i 2026.