SD+ opruster på kontoret
06.02.2025
Ved indgangen til 2025 tæller ledelsen i SD+ foruden stiftere og ejere, Martin Edlund Jensen og Sebastian Dall, både en kreativ projektleder, en økonomichef og en kommunikationschef. Hertil kommer 45 fastansatte og indlejede konsulenter fordelt på flere byggerier på Sjælland.
Flere kan gøre mere
”Vi kunne ret hurtigt se, at det her, det kaldte på kompetencer. Vi skulle simpelthen være nogle flere mennesker og vi skulle især være nogle forskellige mennesker. Ikke alene til at møde den efterspørgsel, vi oplevede da og i særdeleshed nu, men også til at opbygge den organisation, vi vil være i fremtiden,” siger Sebastian Dall, der er den ene ejer af SD+ og som har lang erfaring med konsulentvirksomhed i byggebranchen.
”Vi kender indgående til den branche, vi nu har etableret os i. Derfor turde vi også tænke en smule ud af boksen, da vi skulle finde de helt rigtige profiler til at hjælpe os med at opbygge SD+. Vi ønsker at skille os ud på nogle punkter. Og det har vist sig, at det var en rigtig god idé at lede efter de rette folk uden for boksen,” tilføjer Martin Edlund Jensen, der som sin kollega har alsidig erfaring som konsulent.
Indretningsarkitekt med flair for ledelse
I november 2024 blev Helle Flou en del af SD+ og arbejder nu på kontoret som kreativ projektleder. Hun kommer med en baggrund som selvstændig indretningsarkitekt og interiørdesigner gennem 15 år og er uddannet fra Danmarks Designskole og Rhode Island School of Design. Helle Flous faglige balkort er imponerende langt, men tæller blandt andre A.P. Møller Holding, Bella Sky, Copenhagen Towers, Gefion Group, Marienlyst Strandhotel og Marriot Copenhagen for at nævne et håndfuld.
Hos SD+ varetager Helle Flou diverse in-house projekter såsom ejendomsudvikling, projektledelse, tegningsmateriale, grafiske præsentationer, markedsanalyser og virksomhedens visuelle identitet. I det daglige samarbejder hun tæt med kommunikationschefen, herunder særligt om de kvartalsvise SD+ Academy Days, som er én af de ting, der gør hende stolt af at bestride jobbet som kreativ projektleder netop hos SD+.
”Jeg elsker den visionære, ambitiøse, kompetente og modige energi, der gennemsyrer virksomheden, og som var årsagen til, at jeg takkede ja til jobbet. Og efter 15 år som selvstændig er det fantastisk at lande i et job med de skønneste kollegaer, det har jeg virkelig savnet som et ‘en-mands-band’. Samtidig er der en stor frihed i jobbet, altså frihed under ansvar, så jeg kan planlægge min tid på den måde der passer mig bedst. På den måde får jeg det bedste fra den selvstændige verden og dét at være ansat.”
Privat er Helle Flou bosat i Vangede, 46 år, mor til én og har, ligesom Amalie Hørlyck, også erfaring med frivilligt arbejde, der trækker på erhvervserfaringen.
”Jeg hjælper Røde Kors i min fritid med indretningshjælp til kvinder, der flytter fra krisecenter og ud i egen bolig. Det giver mit liv mening at hjælpe andre mennesker med mine kompetencer og derved gøre en forskel.”
CFO med ild i
Ikke alle tre ansættelser er hentet “lidt uden for boksen.” I vinteren 2024 tiltrådte Martin Munkholm hos SD+, medbragt 25 års erfaring inden for økonomi og regnskab. Hans tidligere roller inkluderer økonomichef, regnskabschef og administrationschef. Martin har også erfaring som direktør og partner i en bogføringsvirksomhed gennem seks år. Siden december 2024 har Martin varetaget rollen som økonomichef, hvor han fokuserer på økonomistyring, effektivisering, optimering og administrativ drift i SD+, en virksomhed i kraftig vækst.
”Det er fedt at være med til sådan noget her fra starten af. Jeg betragter jo virksomheders fremgang indefra og det gælder altså om at holde fast i det her tilfælde. Det er meningsfyldt at være med til at lægge de første sten og at gøre det på ledelsesniveau; det her projekt, det gør en CFO glad!”
Privat bor Martin Munkholm i Holbæk med sine to voksne sønner og kæreste. Udover sine uddannelser inden for økonomi er Martin Munkholm faktisk også uddannet brandmand, er ”afhængig” af styrketræning og beskriver sig selv som en “gym freak,” der nyder at tilbringe kvalitetstid med sin kæreste, familie og venner.
Radiovært og forfatter til tasterne
I december 2024 ankom også Majbritt Lundgaard, som i dag fungerer som kommunikationschef i SD+. Majbritt Lundgaard kommer fra et alsidigt arbejdsliv som selvstændig i mediebranchen, hvor hun blandt andet har arbejdet som redaktør og radiovært på public service – og kommerciel radio, som politisk kommentator, som tv-vært, foredragsholder og podcastvært. Hun er forfatter til flere bøger, har været tilknyttet de fleste danske dagblade som skribent og har bred erfaring med kommunikationsrådgivning og PR. Hos SD+ tager Majbritt Lundgaard sig af alle slags intern og ekstern kommunikation, PR og presse, drifter forskellige interne processer og arrangerer Academy Days med Helle Flou.
”Den her branche var jo komplet ny for mig for relativt kort tid siden. Men jeg skal love for, at jeg har lært den at kende på rekordtid! Jeg havde op til min ansættelse løbende løst kommunikationsopgaver for SD+, så jeg så det ske, kan man sige; jeg kunne følge med i at vi fik virkelig travlt. Og jeg sagde stort ja tak, fordi jeg vidste hvem, mine nærmeste kolleger ville blive og fordi, jeg ikke går af vejen for et brancheskift. Slet ikke når virksomheden stikker af på den måde, som det er tilfældet her. Det er ret sjovt at være en del af.”
Privat er Majbritt Lundgaard bosat i Kirke Hyllinge, gift og har to børn med sin mand. Og så er hendes surdej afgået ved døden.
”Det er Martin og Sebastian skyld, at den er død! Jeg havde holdt den surdej i live i et halvt år, fordi jeg elsker at lave mad og særligt at bage brød, men da jeg blev en del af SD+ og fik travlt, så glemte jeg den simpelthen. Jeg er også meget haveinteresseret og den interesse deler jeg med min mand. Vi glæder os til foråret og de lyse timer, vi i år vil bruge på at etablere en ny terrasse – hvis jeg får tid, selvfølgelig!”